Balsam for sjelen

Den boken i min bokhylle, som lukter desidert best, er av Søren Kierkegaard. Han var en utrolig morsom mann. Skulle ønske jeg kunne dele den søtlige duften som siver inn neseborene når man lar sidene blafre forbi, men i stedet kommer det er lite utvalg tekst:

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

Jeg siger om min Sorg hvad Engelskmanden siger om sit Huus: min Sorg is my castle. Mange Mennesker ansee det at have Sorg for at være en af Livets Beqvemmeligheder.

Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere?

Gaadefuld bør man være ikke blot for Andre, men ogsaa for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er træt deraf, saa ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og tænker, Gud veed, hvad vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil bringe ud af mig.

De fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de haste den forbi.

For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg først erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv ophørt. Man siger, at Adskillelse hjælper til at opfriske Kjærlighed. Det er ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade. At leve i Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig Interesse mere.

Forelsket er jeg vistnok, men ikke i almindelig Forstand, og dermed maa man ogsaa være meget forsigtig, det har altid farlige Conseqventser; og man er det jo kun eengang.

....enhver Kjærlighedshistorie i det Høieste varer et halvt Aar....

Derfor gjør Gjentagelsen, hvis den er mulig, et Menneske lykkeligt, medens Erindring gjør ham ulykkeligdt, under den Forudsætning nemlig, at han giver sig Tid til at leve, og ikke strax i sin Fødselsstund seer at finde paa et Paaskud til at liste sig ud igjen af Livet, f. Ex. at han har glemt Noget.

-Hvo fatter denne Sorgens Modsigelse: det ikke at aabenbare sig, er jo Kjærlighedens Død, og det at aabenbare sig er den Elskedes Død.

....- see, hvilket Menneske; thi ikke er Dødens Lidelse hans Lidelse, men dette hele Liv er jo en Lidelseshistorie, og det er Kjærligheden der lider, Kjærligheden der giver Alt, som selv er trængende. Vidunderlige Selvfornægtelse, om den Lærende er den Ringeste, da spørger han bekymret: elsker Du mig nu virkelig?

Men Den, der jasker i Eet, han jasker i Alt, og Den, som synder i Eet, han synder i Alt.

"lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke være en Christen?..."

Forstanden bliver for stor i samme Betydning som Leversygdom har sin Grund i at Leveren bliver for stor.

Jeg trekker på smilebåndet, og snuser inn den gode lukta. Hjertet kan av og til få litt krampe, når man leser hva andre mener om livet, kjærligheten, døden og sånne ting. Men det er deilig å lese hva Søren skriver, det er beroligende å lese kanskje spesielt "paa Grund af Spraaket", og så lukter det så godt..

Frister det å lese mer av Søren Kierkegaard, anbefaler jeg "Den ulykkeligste. En begeistret Tiltale til symparanekromekoi"

(Søren Kierkegaard. Utvalg og innledning av Harald Beyer. Gyldendal Norsk Forlag, 1961)